Blå Kors Blå Kors Danmark Mød brugerne Line Christensen

Line Christensen

 

Rundkredsen hjælper Line på ret kurs

 
Det kræver mod at krænge sit indre ud foran ni fremmede mennesker. Men for 28-årige Line Christensen har den gammeldags terapirundkreds i TUBA været et fantastisk redskab til at bearbejde hendes problemer med sin alkolikerfar.
 
Line har det meget svært med relationer. Hendes forhold til mænd ender altid med, at hun skubber dem fra sig på en eller anden måde. Årsagen til kærlighedskvalerne og relationsproblemerne kan spores tilbage til barndommen. Til brudte løfter og manglende tryghed. Til en far, der var fuld, når han hentede hende i dagplejen. En far, der stadig ser for dybt i flasken, og som hun har aldrig har fået et tæt forhold til. Nu er det en anden form for relation, der skal hjælpe Line ud af problemerne med det modsatte køn. Hver 14. dag møder 28-årige Line Christensen op hos TUBA, Blå Kors’ gratis terapi og rådgivning for unge, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer. Her vender Line personlige sejre og nederlag med andre unge fra alkoholfamilier.
 

Grænseoverskridende

I over et år har Line været en del af en gruppe i Århus på ni-ti unge, der med hjælp fra en psykoterapeut og en psykolog bearbejder fortidens indvirkning på nutiden. Det kan virke grænseoverskridende at skulle åbne sig for så mange mennesker, og Line husker tydeligt den første dag, hun satte sig i rundkredsen. ”Jeg var meget nervøs og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men stemningen var god, og de spillede dejligt afslappende klassisk musik. Det var en stor overvindelse at åbne sig og fortælle. Pludseligt sidder der jo ikke bare én men mange andre og lytter. Men så kom jeg i tanker om, at alle de andre jo kan relatere til det, jeg siger, og så blev jeg egentligt ret tryg,” husker Line.
 

Tryghed

”At turde have så stor tillid til sig selv og andre, at man tør sige noget i en gruppe, er netop det gruppeterapi er godt for. Her øver de unge sig i, at det går an at åbne sig og sige noget om sig selv. Det går an at fejle, og det går an, at man ikke altid har styr på sit liv og sine følelser. Det kan give et helt specielt løft, når den slags foregår i en gruppe, forklarer Steen Kruse.
 

Fællesskab

På kort tid har Line fået et fællesskab med en gruppe unge kvinder og mænd, som med to ugers mellemrum krænger deres indre ud for hinanden. ”Vi har noget tilfælles men er samtidigt meget forskellige, og det er faktisk godt. For på den måde bliver jeg præsenteret for nogle andre perspektiver, og det giver mig inspiration til andre måder at håndtere tingene på,” siger Line. Forholdet mellem gruppedeltagerne rækker ud over terapien, og flere af dem ser også hinanden privat. Noget som for Line har været med til at fremme samtalerne i terapien. ”Det giver en tryghed at ses udenfor TUBA, så man også lærer hinanden kende på en anden måde. Man lærer hinanden bedre at kende, og det giver større lyst til at åbne sig,” forklarer Line.
 

Ingen tidsbegrænsninger

Line Christensen har tænkt sig at fortsætte med terapien et stykke tid. Hun bliver løbende bedre til at håndtere sine konflikter men er ikke i mål endnu og derfor heller ikke klar til at undvære TUBA endnu. Der er heller ingen, der vil tvinge hende til at stoppe. I TUBA er der nemlig ingen begrænsninger for, hvor længe man fortsætter i terapi. ”Det er klienterne, der bestemmer, hvornår de er færdige. Men vi forventer, at de arbejder for det.” forklarer Steen Kruse.
 

Line vil være psykolog

Line er i fuld gang med at uddanne sig til psykolog. For som hun siger: ”Når man ikke selv er blevet lyttet til, så ved man, hvor vigtigt det er at lytte.” En dag når hun er fuldstændigt afklaret med sine egne problemer, kunne hun godt tænke sig at arbejde i TUBA, for det er efter hendes mening et glimrende tilbud til unge med alkoholproblemer i familien. Og rundkredsen skal man i hvert fald ikke frygte, forsikrer hun: ”Man skal ikke være bange for, om man passer ind. For det gør man bare.”
Blå Kors steder   Vi følger Blå Kors på Facebook
COPYRIGHT 2008 . ALL RIGHTS RESERVED | INFO | DISCLAIMER
CO4 CREATIVE AGENCY