Rene Bech Jensen
”Jeg fik 6000 redskaber til at styre min vrede”
”I Punktum var terapeuterne mennesker. Det virkede,” siger René Bech Jensen. Han fik ”6000” redskaber til at styre sin vrede og sin sociale fobi, da han fik behandling i Punktum – Blå Kors’ afdeling i Fængslet Kærshovedgård.
René er 37 år, har job som tjener på hotel Hilton i Kastrup Lufthavn og bor i lejlighed med sin kat på Østerbro. Han er lige flyttet fra Pension Kastanienborg, som hører under Kriminalforsorgen. Dermed er han fri efter et par års afsoning for røveri. En del af tiden har René tilbragt i Fængslet Kærshovedgård, hvor Blå Kors har en afdeling kaldet Punktum, der hjælper indsatte med
alkoholproblemer.
Svært ved temperamentet
”Jeg er ikke alkoholiker, altså afhængig af alkohol, men jeg kan ikke tåle at drikke,” siger René i det nye Blå Kors Blad. Han har svært ved at styre sit temperament, når han bliver presset.
”For eksempel har jeg ikke let ved at knytte mig til mennesker, men når jeg gør det, så åbner jeg mig meget og vil gøre alt for min kæreste eller ven. Men hvis de så forlader mig, går min verden under. Når det sker, har jeg haft en tendens til at drikke.”
6000 redskaber
Siden han var i behandling i fængslet hos Punktum, har René levet stabilt. Og han har ikke én gang overvejet at indtage alkohol.
”Jeg går nu med den fulde overbevisning, at alkohol ikke er en mulighed. Nu bruger jeg andre metoder, når jeg er presset. Jeg fik 6000 redskaber i Punktum. For eksempel, når jeg kører i bus og kan have det svært med de mange mennesker, så ringer jeg til en og taler i telefon på turen.”