11.februar 2007 ved middagstid stod René Frederiksen af toget i Bording. I hans krop skvulpede 7-8 små flasker vodkashots rundt sammen med 13 årgangsøl. Dagens 14. øl hang i hånden på René Frederiksen. Da han så fængselsbilen komme, vendte han bunden i vejret på flasken og tømte den. Derefter lagde han den tomme flaske i kurven på en parkeret cykel og vendte sig mod vognen. Den 56-årige mand var klar til at gå i fængsel.

 

”Der drak jeg min sidste bajer,” siger René Frederiksen, mens han skænker kaffe og skærer kringle ved spisebordet i sin lejlighed i Brøndby Strand.

Det er næsten tre år siden, René Frederiksen blev hentet på Bording Station for at afsone en dom for et proformaægteskab med en kinesisk kvinde. To måneders ophold i statsfængslet Kærshovedgård.

 

”Jeg blev taget lidt ved næsen med det ægteskab, og røg med i rækken, da flere blev anholdt for proformaægteskaber.”

 René Frederiksen klør sig i håret og smiler lidt.

”Men jeg fik den bedste straf af alle: Jeg fik livet tilbage. Jeg bar det ud af fængselsporten med mig.”

 

Som mange andre begyndte René Frederiksen at drikke alkohol i teenageårene ved fester. Senere blev han musiker og lydmand og rejste blandt andet rundt med Torben Lendagers band og Melvis and his Gentlemen.

”Druk var en del af livet som musiker på landevejene i 60’erne, og jeg var en festlig fætter”, bemærker René Frederiksen med et skuldertræk.

Hænderne har altid siddet godt på ham. Senere kørte han rundt og byggede musikforretninger for Ejvind Christensen. Fem-seks guldøl gled ned med arbejdsdagen og flere fulgte med fyraften.

 

I 2000 lukkede firmaet. Da havde musikhåndværkerens krop vænnet sig til virkningen af 25 stærke øl om dagen.

René Frederiksen peger ud ad vinduet fra sin stue.

”Da jeg holdt op med at arbejde, gik jeg ned i centret og satte mig sammen med de andre og drak.”

 I løbet af de næste syv år drak han tæt. Han var med til at bygge værestedet Stenhuset ved Brøndbycentret og blev både flittig gæst, frivillig og talsmand for brugerne. To gange tog han en kold tyrker og stoppede med at drikke.

”Men jeg kunne slet ikke holde det, så længe jeg kom i Stenhuset.”

Beslutningen om at forsøge at holde igen kom dumpende ind ad døren.

 

Da René Frederiksen i november 2006 modtog sin indkaldelse til afsoning i Kærshovedgård, faldt der en folder ud af konvolutten. Den var fra Punktum, Blå Kors’ alkoholbehandling i fængslet.

”Det var som at få en julegave ekstra. Jeg ringede straks derover for at høre, om jeg kunne komme på sådan et alkoholkursus.”

Det hjalp også på beslutningen, at hans ven stoppede med at drikke en måned før, René Frederiksen tog i fængsel.

René Frederiksen ser alvorligt på mig.

”Du ville ikke have snakket med mig i dag, hvis jeg ikke havde drukket min sidste øl der for to år siden. Så var jeg død af druk. Ligesom de andre.”

Han peger på Punktums folder på sofabordet.

”Det kan Sofie (behandler i Punktum.red) også fortælle dig. Jeg er superrealist. Jeg tror ikke på, at den går nok. Det er også derfor, at jeg er kommet ud af alkoholmisbruget.”

Han griner hæst og ryster let på hovedet:

”Jeg kommer heller ikke med dårlige undskyldninger, hvis jeg kører over for rødt og bliver stoppet: Jeg er 100 procent inde for pædagogisk rækkevidde, så bare skriv den bøde, siger jeg.”

 

Da René Frederiksen havde sovet sin sidste brandert ud, mødte han op i Punktum, klar i hovedet. Her fik han nogle værktøjer til at bekæmpe sin drikketrang. To år efter er de så indgroede, at han ikke kan komme i tanke om, hvad de er. Han klør sig på øret.

”…men det er noget med at skære flugtvejene af, hvis jeg får lyst til alkohol. Jeg skynder mig over på den anden side af rækværket igen og siger til mig selv: Hvis du følger den vej, er du alkoholiker igen.”

Han er tavs et par sekunder og klukker så lidt.

”Jeg ved, at hvis jeg drak en årgangsøl, ville jeg tro, at jeg var kommet i Paradis. Jeg ville svæve på en lyserød sky. Men det, der kommer bagefter, har jeg ikke lyst til.”

 Han piller lidt ved bordet.

”Så den der kapsel. Den bliver bare på.”

 

Mobiltelefonen på sofabordet ringer. Værten tager den og afslutter venligt men hurtigt samtalen. Smiler stort.

”Det var min søster. Hun er så nysgerrig, men hun må vente med at høre om interviewet.”

René Frederiksen har to søstre. Søstrene har gode uddannelser og jobs, fortæller broren stolt. Den ene er rådgiver i Ældresagen og den anden chef for nogle boligselskaber.

Han læner sig frem over bordet:

”Det er kun mig, som er faldet lidt udenfor.”

 De tre søskendes opvækst var noget urolig med en far, der var ludoman og formøblede sit byggefirma på spil.

”Når min far kom hjem og dyttede i indkørslen, var alt godt. Når han ikke dyttede, fik mor og jeg tæv. Hver anden dag dyttede han ikke.”

René Frederiksens stemme er blevet flad og ansigtet tomt.

”Han var en dårlig taber.”

Den nu for længst voksne søn læner sig bagover med ret ryg.

”Jeg hjalp mor med at jage ham ud, da jeg var 19 år. Han holdt dog op med at slå, da jeg var 14. Da bankede mor og jeg ham.”

Stemmen og blikket tør op.

”Min mor døde af kræft i 2004. Hun nåede desværre ikke at opleve, at jeg holdt op med at drikke.”

Han banker let i bordet.

”Det skulle hun lige have haft med at sove på.”

 

Moderens død førte til, at René Frederiksen også fik kontakt til sin yngste søster Anne Marie. Grethe, som er halvandet år yngre end ham, har han talt jævnligt med siden 2000.

Søstrene kom på besøg med deres mænd, da han blev løsladt.

På det tidspunkt var der gået to måneder, siden han kom ud fra fængslet.

”Jeg var som en nyfødt og skulle til at lære alt igen. Og så havde jeg podagra. Det tog otte måneder, før jeg kunne gå normalt.”

Han kigger lige på mig.

”Selv da jeg humpede rundt her syg og svag, vaklede jeg ikke i min beslutning om at holde mig fra sprutten.”

René Frederiksen gennemførte også familiebesøget i fin stil. Han tog søstrene og deres mænd med ud til Aeronautisk Dag på Avedøre Flyveplads.

 

René Frederiksen kaster blikket på et skrammet modelfly i sofaen. Det er klistret til med tape fra snude til halespids. Et par timer før kaffen og kringlen var vi ude ved Brøndby Golfklub, hvor han viste, at flyet, der lidt ligner en papkasse med vinger, godt kan komme i luften. Hans andre modelfly er fine og blanke, men den skrammede maskine er hans favorit.

”Alle i flyveklubben siger: Den, der kan i virkeligheden ikke flyve. Men den flyver godt,” fortalte René med et hurtigt blik på mig og fotografen, da vi stod på græsmarken, og han styrede flyet rundt over hovedet på os.

”Den har både ramt lygtepæle og træer og haft nogle voldsomme landinger.”

Den 59-årige modelfly-entusiast traver dagligt alene eller sammen med en kammerat ud til golfklubben og sender fly i luften. Flyvemaskiner har været René Frederiksens lidenskab, siden en af morens venner tog ham med op i et svævefly som dreng.