Susanne Johansen
Der har været så meget kaos
Susanne Johansen har oplevet et mord i sin lejlighed. Hun har været prostitueret og narkoman. Nu har hun har været stof- og alkoholfri i over et år og stoppede helt med at ryge hash for seks måneder siden.
48-årige Susanne Johansen har kendt socialpædagog Anette Pedersen i fem år. Anette er hendes bostøtte og besøger hende en gang om ugen, og de taler i telefon sammen et par gange om ugen. Da vi træder ind i lejligheden, siger Susanne: ”Jeg har fået brev fra Skat,” og rækker Anette en kuvert. Susanne har det godt for tiden. Hun har været stof- og alkoholfri i over et år og stoppede helt med at ryge hash for seks måneder siden. Da interviewet finder sted, får hun kun lægeordineret medicin mod smerter og depression. ”Hvis du var kommet for et år siden, havde du mødt et vrag. Nu er jeg nede på to ketoganer om dagen. Jeg har engang været oppe på 50. Men det satte Anette en stopper for.”
Mord i lejligheden
Susanne Johansen har ingen kæreste for tiden. Den seneste store omvæltning i hendes liv skete, da forholdet til kæresten sluttede. ”28. november 2008 kl. 05 så jeg ham stikke en mand ned i min lejlighed,” siger hun gennem røgen fra en cigaret. Hun havde meldt kæresten for vold flere gange, men lukkede ham altid ind igen. Efter mordet flyttede hun på krisecenter. ”Lejligheden var lukket af politiet i to måneder. Døren var sparket ind, og blodet var der stadig. Jeg ville ikke tilbage dertil.” Episoden betød på flere måder en forandring for Susanne. Kæresten blev dømt til behandling, og Susanne har ikke set ham siden.
Svært at håndtere problemer
Socialpædagogen har været med gennem mange af Susannes nedture. Hendes livshistorie er lang og fyldt med svigt og kaos. En deroute, som begyndte allerede, da hun blev misbrugt seksuelt af sin adoptivfar, fra hun var syv år. Siden fulgte år med mobning i skolen, afbrudt skolegang, storforbrug af alkohol og hash, skiftende jobs, heroinmisbrug, prostitution, tyverier og et fængselsophold. Det kulminerede med mordet i hendes lejlighed for et par år siden. ”Alt det, jeg har været igennem, gør det svært for mig at håndtere problemer.” Susanne nikker mod brevet fra Skat, der ligger ved Anettes kop.
Stoler på Anette
”Jeg har været heldig at have den samme bostøtte-person så længe. Det er rart. Jeg kan ikke løbe om hjørner med Anette.” De to smiler indforstået til hinanden. ”Nej, jeg ved, at når du ringer og aflyser med en bestemt sætning, så er den gal,” supplerer Anette. ”Jeg stoler på Anette. Hun er konsekvent og principfast og siger tingene, som de er. Så jeg har en naturlig respekt for hende. Hun vil også hjælpe mig, når jeg ringer og er faldet i. Når man har haft et misbrug i så mange år, skal man nærmest lære at gå igen,” forklarer Susanne og giver eksempler: ”Jeg skal lære at passe min økonomi, tale med andre mennesker, købe ind, blive en del af samfundet. Og stå ved den jeg er.”
Efter misbrug følger købemani
Mellem Susanne og Anette er intet forbudt at tale om. Det handler om at skabe et godt liv for Susanne. ”Efter et misbrug følger ofte købemani, og det arbejder Susanne en del med,” fortæller bostøtten. Susanne nikker. ”Ja, Anette har lært mig at lægge 500 kroner i fire kuverter – en til hver uge. Så har jeg altid penge at leve for.” ”Men noget af det vigtigste, jeg har opnået, er, at jeg kan se mig selv i øjnene.”
Det er godt gået
”Der har været så meget kaos. Nu vil jeg have ro i mit liv. Der er mange, som drikker her i kvarteret. Jeg synes faktisk, at det er godt gået, at jeg kan klare det. Jeg kan gå til købmanden uden at blive råbt ad.” Susanne smiler skævt og skodder smøgen. ”Nu er det blomster, jeg har i posen.” ”Kun Anette og sygeplejersken kommer ind her. Jeg har altid drømt om at have mit eget hjem, hvor der ikke kommer nogen, som ikke er inviteret.”
