Forebyggelse
Forebyggelse før, under og efter misbrug
Forebyggelse af alkoholmisbrug kan deles i tre typer: Primær, sekundær og tertiær forebyggelse
Primær forebyggelse vil sige at oplyse større grupper om farerne ved alkoholmisbrug – og vejlede i, hvordan man undgår at få et skadeligt misbrug. Kommunerne har ifølge lovgivningen ansvaret for den primære forebyggelse.
Sekundær forebyggelse er at finde og hjælpe mennesker, der kun har et begrænset og tidligt misbrug – og så få dem til at ændre adfærd, så de udgår skader. Dette sker blandt andet i forbindelse med besøg hos lægen og ved indlæggelse på sygehuset – det er regionernes ansvar.
Tertiær forebyggelse vil sige at begrænse skader der er opstået – f.eks. ved at hjælpe folk ud af misbrug og hjælpe dem til at undgå tilbagefald. Alle i Danmark har krav på at komme i alkoholbehandling når de beder om det – og kommunen skal tilbyde det inden 14 dage. Det er kommunen der bestemmer, hvilken type behandling man kan få samt hvor meget der skal gøres for at forebygge tilbagefald.
Blå Kors Danmark arbejder med alle tre typer forebyggelse:
- TUBA – Blå Kors Danmarks tilbud til unge, der er børn af mennesker med alkoholproblemer, Blå Kors sommerlejre og www.zero16.dk er eksempler på primær forebyggelse.
- Den Blå Linie, vores telefonrådgivning rådgiver i at undgå eller komme ud af alkoholmisbrug.
- I forbindelse med alkoholbehandling arbejder Blå Kors altid med at undgå tilbagefald. Ofte tilbydes støttende samtaler mange måneder efter selve behandlingen er ophørt.