Bliv frivillig og gør en forskel for børn, unge og voksne 

Du kan blive frivillig i et af Blå Kors Danmarks sociale tilbud som for eksempel væresteder, botilbud, Barnets Blå Hus, ferielejre, Stjernestunder og Familienetværket eller i vores genbrugsbutikker.

Blå Kors Danmark har i dag over 3.800 frivillige, som hjælper til og gør en kæmpe forskel i genbrugsbutikker, på væresteder, i Barnets Blå Hus, familienetværk, økonomisk rådgivning m.m. 

De frivillige bærer Blå Kors med engagement, tid og arbejdskraft.

Vores indsats er mangfoldig og afhængig af gode menneskers frivillige arbejde.

For eksempel er det en frivillig, du møder bag disken i Blå Kors' genbrugsbutikker. Frivillige hjælper også til med spilaftener og madlavning på værestederne. 

Her kan du blive frivillig i Blå Kors

jane er frivillig

Jane er frivillig: "Jeg er nødt til at have noget at stå op til"

Jane er frivillig på værestedet Den Blå Oase i Aabenraa og har været det, siden hun gik på pension. 

”Som tidligere socialrådgiver har jeg en kæmpestor viden om, hvad brugerne kan have af muligheder for at søge om hjælp. Jeg kan vejlede og rådgive. Det gode ved at være frivillig, at man ikke skal skrive en halv time om, at man har snakket med en bruger. Her kan jeg i stedet bruge min viden til at vejlede og nogle gange tager jeg med dem på sygehuset eller er bisidder ved kommunen.”  

Jane kommer fast på “Oasen”, som værestedet kaldes blandt de daglige gæster, hver tirsdag og torsdag fra morgen til eftermiddag. Her hjælper hun med at dække bord, servere mad, arrangere quiz, og hvad der ellers er brug for.

”Jeg er nødt til at have et eller andet at stå op til. Ellers går jeg til. Så ville jeg bare sidde for mig selv i den lille by, jeg bor i. At komme afsted et par gange om ugen, gør også, at man har noget at snakke med andre mennesker om, så det ikke bare handler om, at man har lagt puslespil eller slået græs. Jeg har faktisk et arbejde, hvor jeg gør en forskel.” 

Bliv frivillig i en genbrugsbutik

Som frivillig i Blå Kors Genbrug møder du nye mennesker og bruger dine kompetencer til at gøre en forskel for udsatte børn og deres familier. 

Læs mere
frivillige

Bliv frivillig på værested eller botilbud

På væresteder og botilbud yder de frivillige hjælp, omsorg og nærvær overfor misbrugere, ensomme eller sårbare mennesker, der har behov for det.

Læs mere
det blå sted

Bliv frivillig i vores økonomiske rådgivning

I vores økonomiske rådgivning arbejder vi for at lette hverdagen for mennesker, der er tynget af økonomiske udfordringer. Som frivillig kan du hjælpe dem med at få skabt overblik og få styr på deres gæld.

Læs mere
pia

Andre frivilligopgaver

På webshoppen, www.lidtsmartere.dk, kan du som frivillig blandt andet arbejde med salg, billedredigering, opstilling af annoncer og meget mere. Der er rig mulighed for at dygtiggøre sig inden for it.

For at sikre god ledelse af vores væresteder, botilbud, behandlingssteder og rådgivninger har vi brug for dygtige og engagerede frivillige.

Blå Kors Danmark forventer af sine bestyrelsesmedlemmer, at de...

  • deler Blå Kors Danmarks menneske- og diakonisyn
  • efterhånden gør sig bekendt med institutionens/aktivitetens arbejde
  • gør sig bekendt med institutionens/aktivitetens vedtægtsmæssige grundlag
  • forpligter sig på at forholde sig i overensstemmelse med institutionens/aktivitetens og Blå Kors Danmarks vedtægter
  • forpligter sig på at overholde reglerne om tavshedspligt
  • forpligter sig på at overholde reglerne om habilitet
  • gør sig bekendt med det faste personale på institutionen/aktiviteten bl.a. ved deltagelse i åbne arrangementer på institutionen/aktiviteten
  • helhjertet kan stå som repræsentanter for institutionen/aktiviteten over for offentligheden, samarbejdspartnere og brugere/beboere
  • deltager i mindst 3 af de 4 årlige bestyrelsesmøder
  • forbereder sig til møderne
  • deltager i det årlige bestyrelseskursus, om muligt også i landsmødet
  • efterhånden gør sig bekendt med Blå Kors Danmarks arbejde, formål og værdigrundlag 
  • bestyrelsesmedlemmer modtager Blå Kors Bladet og andet informationsmateriale, herunder invitationer til Blå Kors-arrangementer

Er du interesseret og vil vide mere, så ring til Blå Kors Danmark, tlf. 86 81 15 00 

  • Chatrådgiver eller terapeut ungerådgivningen TUBA. 
  • Familienetværket, som et et socialt fællesskab for sårbare familier. 
  • Efterværn, altså kigge efter mennesker, som f.eks. ikke længere bor i botilbud
  • Tage imod og hjælpe alkoholramte og deres familier
  • Besøgstjeneste
  • Bygningsvedligeholdelse og pedelopgaver i Blå Kors' bygninger
  • Hjælp til ekspedition andre steder