109.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer

Mange af de børn får en barndom fuld af løgne og hemmeligheder, for børnene er ofte de eneste vidner til forældrenes misbrug. De siger ikke noget. Og vi andre spørger ikke.

Hvert tredje af disse børn får selv et alkoholmisbrug som voksen. Medmindre de får hjælp til at håndtere deres barske virkelighed og adgang til andre handlemuligheder end dem, de ser derhjemme.

Mange velfungerende børn fra familier med alkoholproblemer fortæller, at deres redning blev en voksen uden for familien, der så dem og viste dem en anden vej. Du kan blive den voksne i et barns liv.

Børn skal være børn #gribind

Bryd tabuet 

Start med at bryde tabuet om alkoholens negative virkninger. Fortæl børn og unge omkring dig, at der er mange måder at omgås alkohol på. Man kan drikke med måde, og man kan blive for fuld. Også for fuld til at passe børn. Diskutér åbent, hvad det vil sige at være for fuld, og hvad man stiller op, hvis man selv eller andre bliver det.

Det er ikke sikkert, at det barn, du kender, er klar til at tale om familiens problemer. Men så kan I tale om alkohol generelt, og du kan vise barnet andre måder at omgås alkohol og være familie på.