Vreden er mit forsvar
Når Lenas mor og stedfar blev fulde, var Lena tit bange. Men hun kunne også blive så vred, at hun var nødt til at handle.
En dag da Lena er 11 år, får hun nok. Nok af druk, nok af moderens slagsmål med kæresten og nok af at være bange. Med sin stedfar i hælene stikker hun af og flygter gennem gader og stier hen til en veninde.
”Jeg ved ikke, hvorfor det præcis var den dag, jeg sagde fra. Men jeg føler, det var den første gang i mit liv, jeg stod op og gjorde noget for mig selv.”
Som så mange andre dage havde Lena kunnet følge, at moderen og stedfaderen Carsten fik mere og mere at drikke, og stemningen blev mere og mere anspændt. Hun vidste af erfaring, hvordan det kunne risikere at udvikle sig.
”Jeg kunne mærke knuden i min mave vokse. Hvad skulle jeg gøre, hvis de blev uvenner og kom op at slås, eller hvis der skulle være fest? Jeg var bange, og jeg begyndte at ryste.”
Lena skældte sin mor ud over, at de drak. Det endte med, at de blev rygende uvenner. Med sløret stemme og med en ånde, der stank af guldøl, kaldte Lenas mor sin datter for ”en lille primadonna”.
”Så sprang jeg op. Jeg ville bare væk. Min mor prøvede at stoppe mig og greb fat i min arm. Det lykkedes mig at slippe fri og komme ud på gaden. Jeg hørte hende råbe ”fang hende” til Carsten.”
Lena løb, og stedfaderen løb efter hende. Hun vidste ikke helt, hvor hun skulle løbe hen. Men hun besluttede sig hurtigt for at løbe hjem til en veninde.
”Angsten fyldte hele mit sind. Jeg turde ikke løbe hen til min far. Jeg turde heller ikke løbe den direkte vej hjem til min veninde. Så det blev et vanvidsløb gennem Ålborg Øst. Heldigvis kunne jeg løbe fra den halvstive mand.”
Da Lena efter flugten tumlede ind gennem døren til sin veninde, skyndte moren sig at låse døren.
”Jeg var så forpustet, og mit hjerte bankede som et godstog i brystet. Dorit (venindens mor, red.) kunne slet ikke forstå, hvad jeg sagde, eller hvad der var sket.”
Da Lenas stedfar en halv time senere bankede på, nægtede venindens mor at udlevere Lena.
”Han vidste, jeg var der. Dorit måtte virkelig stå fast på, at han ikke kunne få mig med. Det endte med, at jeg gik ud og sagde, at jeg ville blive.”
Venindens hjem har altid været Lenas tilflugtssted, når der var problemer derhjemme. Venindens familie kendte til forholdene hjemme hos Lena, hvor stedfaren Carsten blandt andet ernærede sig ved at være pusher.
Der kom mange mærkelige mennesker i huset. Når de voksne var hjemme, holdt de mange gange fester og blev fulde og skæve. Andre gange tog moren på værtshus, og Lena var alene hjemme.
”Han slog også min mor, og hun skulle altid undskylde sine mærker med, at hun var gået ind i en dør.”
Kort efter flugten flyttede Lena fra sin mor og stedfar og hjem til sin biologiske far. Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun er flyttet gennem sin opvækst. Men det er mange. Forældrene gik fra hinanden, da hun var tre-fire år. Hun blev skilt fra sin lillebror, der kom til at bo med faren, mens Lena flyttede med moren. Siden boede de mange forskellige steder i Nordjylland.
Fars nye kæreste
I begyndelsen gik det godt med at være flyttet ind hos faren. Han havde nemlig fået en ny kæreste.
”Det var som at komme i himlen. Connie var rigtig sød og skabte et normalt hjem med spisestue og varme. Det plejede at være møgbeskidt.”
Med Connie i huset var Lena meget gladere for at bo dér end hos moren og stedfaren. Men forholdet mellem faren og Connie gik i stykker efter nogle år. Da moren gik på afvænning og tilsyneladende blomstrede op, flyttede Lena tilbage til hende med et håb om, at det nu ville gå bedre. Glæden varede imidlertid kort. Moren begyndte at drikke igen. Carsten, der i mellemtiden havde været i fængsel, kom ud og flyttede ind igen. Og Lena ville flytte hjemmefra.
”Jeg var så vred, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op. Men det er også den vrede, der er mit forsvar og har fået mig til at handle og gøre noget for mig selv.”
Kommunen ville have hende til at flytte ind i et bosted med andre udsatte unge.
”Det var lige præcis det, jeg ikke ville. Jeg ville jo væk fra alt det druk og fra alle dem, der havde problemer. Min vrede var den drivkraft, der gjorde mig i stand til at tage den kamp med kommunen.”
Det lykkedes i stedet Lena at få en et-værelses lejlighed, som hun elskede.
Hun har altid været bevidst om, at hun ikke ville være ligesom sine forældre. Moren lider i dag af alkoholdemens, har alzheimer og bor på et plejehjem. Lena er selv blevet mor til to små børn på tre og fem år.
”Det er dem, mit liv handler om i dag. Jeg vil give dem den barndom, jeg aldrig selv har fået.”