Rigtig udenpå - forkert indeni
Farens alkoholmisbrug har altid fyldt meget for Rasmus – og gør det stadig, selvom de ikke har boet sammen de seneste fem år.
Rasmus er cool.
Han går i det rigtige tøj, hører det rigtige musik og har de rigtige venner. I folkeskolen hang han ud med dem, der var gode til at spille fodbold. I gymnasiet var han med blandt dem, de andre godt gad høre på – og som også kunne snakke med om kunst og filosofi. Udadtil har han altid haft styr på tingene. Indeni føler han sig langt fra så tjekket.
”Jeg har altid haft store problemer med min selvtillid og været meget nervøs for, hvordan andre mennesker ser mig. I virkeligheden har jeg altid haft svært ved at finde ud af, hvem jeg selv er.”
Derfor kommer Rasmus nogle gange til at gøre ting, som han måske egentlig ikke har lyst til.
”Jeg har en tendens til at ”go with the flow”. Jeg er for eksempel nogle gange taget med de andre i byen, selvom jeg ikke rigtig havde lyst. Men ellers var jeg bange for, de ville synes, jeg var kedelig.”
Som barn gav Rasmus også sjældent udtryk for, hvad han selv havde lyst til. Han håbede, faren ville holde op med at drikke. Men han sagde ikke noget. I stedet prøvede han at tie stille og få måltiderne til at gå så roligt som overhovedet muligt. Og så ellers komme væk hjemmefra og i fritidsklubben eller hen til nogle kammerater. Han prøvede at undgå at have venner med hjem. Det var for pinligt.
”Mine venner synes, min far var den sjoveste i verden. Jeg synes, han var pinlig. Han fortalte sjofle historier og elskede at snakke om pik og patter. Det syntes jeg ikke, at en far skulle. Han var mere barnlig, end vi børn var.”
Når vennerne var gået, og faren blev endnu mere fuld, var han ikke længere den sjove. Så blev han ubehagelig og aggressiv. Moren blev ked af det og storesøsteren sur.
”Min far brugte aldrig fysisk vold. Men han var verbalt voldelig og kunne finde på at råbe svin eller idiot efter os, hvis der var noget, der ikke passede ham.”
Rasmus blev for alvor opmærksom på, at alt i familien ikke var, som det skulle være, da han var omkring ti år. Familien havde været ved stranden og var på vej tilbage til bilen, da forældrene begyndte at skændes.
”Min storesøster trak mig med hen til en bænk lidt væk fra vores mor og far og sagde: ”så er den gal med far igen”. Den episode står meget klart for mig.”
Derefter eskalerede farens druk. Til sidst var han fuld næsten hver eneste dag. Da Rasmus var 15 år, kom han en dag hjem og fandt sin far døddrukken på sofaen og med åbent benbrud.
”Der var flasker og cigaretskodder overalt. Han sad i sofaen, og en knogle stak ud af benet på ham. Da jeg spurgte ham, om det gjorde ondt, stirrede han bare på mig med blanke øjne og mumlede et eller andet, jeg ikke kunne forstå.”
Drengen prøvede at ringe til sin mor, men fik ikke fat i hende. Han fik ringet efter en ambulance, der kom og hentede faren. Senere fik familien at vide, at han havde en alkoholpromille på 5, og at han havde været død, hvis ikke han var kommet på sygehuset og blevet pumpet ud.
Episoden blev den dråbe, der fik morens bæger til at flyde over. Forældrene blev skilt, og Rasmus flyttede med sin mor. Siden har han ikke boet sammen med sin far. Men han fylder stadig meget i familien, selvom Rasmus ikke ser ham særlig tit.
”Vi kalder ham Gud,” siger Rasmus med reference til bogen ”Gud taler ud”, der handler om en dominerende og fordrukken far, der styrer hele sin familie. ”Vi snakker meget om ham, når vi er sammen. Der er stadig meget, der kommer til at handle om ham.”
Rasmus er i dag 21 år og bor hos sin mor. Han arbejder i en børnehave og nærer ikke længere noget håb om, at faren holder op med at drikke.
”Det gode er, at det er noget, vi snakker om, og at det ikke er nogen hemmelighed. Første gang jeg fortalte det til en god ven, gik jeg i 8. klasse. I dag ved alle mine venner, at den opvækst er en del af mig.”
Han synes selv, han i dag er blevet meget bedre til at sætte grænser og finde ud af, hvad han selv vil. I en periode gik Rasmus i terapi i TUBA.
”Det vigtigste, jeg fik med mig derfra, er en fornemmelse af, at jeg selv valgte at gøre noget ved problemet. Og at det er vigtigt at anerkende, at de sår, jeg har fra min barndom, altid vil være der. Men jeg kan lære at takle det, så jeg kan leve med det.”