Hvis du bliver visiteret til Blå Kors Pensionat Taastrup, får du værelse og mad og hjælp til at komme videre i livet.

Et ophold på Blå Kors Pensionat Taastrup betyder, at du får mennesker omkring dig, som sammen med dig tager fat i dine problemer.

Du får en fast kontaktperson, og du får støtte til at skabe dig en stabil hverdag og med tiden få et overblik over, hvor dit liv skal bevæge sig hen.

Du skal vide, at pensionatet er et rusfrit område.

Forsamtale

For at komme ind på Blå Kors Pensionat Taastrup skal du til en forsamtale. Så finder vi ud af, om vi kan hjælpe dig.

Har du mulighed for det, så anbefaler vi, at du bestiller tid på tlf. 43 99 81 71.

Vi giver dig et hjem uden rusmidler med socialt liv og mennesker, der lytter og støtter dig. Du følger vores faste rutiner og enkle regler.

Praktisk information

Hvis du skal flytte ind, skal du betale et depositum ved indflytningen. Så får du udleveret dyne, pude, sengelinned, to håndklæder og nøgler. I kælderen kan du vaske dit tøj.

Personalet er på arbejde fra kl. 7.00 til 22.30 hver dag. Weekend og helligdage fra kl. 8.00.

Efter kl. 22.30 kan en medarbejder tilkaldes, hvis der pludselig opstår behov. 

Din kommune trækker dig for betaling for opholdet hver måned. Opholdet betales månedsvis forud, og det er din kommune, som bestemmer, hvad det skal koste dig.

Et rusfrit hus

Pensionatet er et midlertidigt hjem uden rusmidler, men med socialt liv og mennesker, der lytter og støtter dig. Vi har faste rutiner og enkle regler for ophold på Blå Kors Pensionat Taastrup. Vi har 19 pladser, hvoraf de fire er udslusningspladser.

Desuden huser vi midlertidigt et sambo med plads til tre beboere. Et sambo er et bofællesskab, som får støtte af faste pædagoger.

Vores faste dagsrytme er bygget op omkring måltiderne og om dagligdags arbejdsopgaver i hus og have. Alle beboere bidrager med lidt praktisk arbejde i form af f.eks. rengøring et bestemt sted eller hjælp i køkkenet eller lidt havearbejde.

Vi har beboermøde en gang om ugen, og her beder vi alle om at være med.

Vi arrangerer mange forskellige udflugter og ture. Det kan være alt mulig forskelligt lige fra fisketur til fodboldkamp, eller museumsbesøg, biograf- eller teaterforestilling. Der er mulighed for fitness flere gange om ugen.

Blaa Kors Pensionat Taastrup_4b.jpg

Mange bliver en af Husets Venner

Som tidligere beboer på Blå Kors Pensionat Taastrup er du velkommen i pensionatet i dagtimerne. Du kan spise med, hyggesnakke og deltage i udflugter, spil, sport og fitness.

Tidligere beboere kaldes Husets Venner.

Kontaktpersonen vil gerne snakke, selvom du er flyttet

Som en af Husets Venner har du en fast kontaktperson blandt personalet. Det vil som udgangspunkt være den samme, som da du boede i huset.

Du kan aftale samtaler med din kontaktperson hver 14. dag i et halvt år efter, at du er flyttet.

Har du brug for flere samtaler, finder vi ud af det.

Kontakt

Blå Kors Pensionat Taastrup
Ludvig Hegners Allé 2
2630 Taastrup

Tlf.: 43 99 81 71
blaakorspensionat@blaakors.dk

Fax: 43 71 81 70

Leder
Ole Hjuler
ohj@blaakors.dk

Blaa Kors Pensionat Taastrup_bagside.jpg