Blå Kors Skannerup er en del af Blå Kors Danmark. Vores arbejde hviler grundlæggende på organisationens tre værdier: Nærvær, faglighed og nye muligheder. Vi lægger stor vægt på, at mødet med beboerne er præget af imødekommenhed, omsorg, hjemlighed og værdighed. De fire værdier er udgangspunktet for, hvordan vi i et nærværende og ligeværdigt samspil med beboerne bruger vores faglighed til at se og udnytte de muligheder, vi tror på, at mennesker har.

Hjælp til håb og drømme efter alkoholmisbrug

Vi arbejder med udgangspunkt i det kristne livs- og menneskesyn. Det betyder, at vi møder beboerne som mennesker, hvis værdi er unik, uanset at de typisk kommer hos os på et tidspunkt i deres liv, hvor flere af deres ressourcer ikke aktuelt er i spil. Det er en væsentlig drivkraft for os at tænke, at alle mennesker har håb og drømme for deres liv.

Vi ser vores beboere som ansvarlige i og for deres eget liv. Det er vores gave og opgave at hjælpe dem med at finde og udleve deres drømme. Og vi er bevidste om den etiske forpligtelse til konstant at understøtte beboernes værdighed.

blå kors skannerup

Nærvær - omsorg funderet i næstekærlighed

  • For os er nærvær at indgå i en ligeværdig relation mellem mennesker.
  • Vi vil være sammen med andre i et inkluderende og positivt fællesskab.
  • Nærværet har som mål at gendanne bristede relationer og skabe nye fælleskaber.
  • Nærvær og fællesskab viser vi ved respekt, rummelighed, ærlighed og troværdighed.
  • Den, som søger hjælp hos os, skal opleve sig set, hørt og mærket.

Faglighed - kvalitet i alle sammenhænge

  • Vi arbejder recovery-orienteret og tror på, at alle kan komme sig og få et bedre liv.
  • Vi vil sikre en høj grad af personlige og faglige kompetencer hos alle medarbejdere.
  • Alle ydelser skal være kendetegnet af åbenhed, høj faglighed og klare mål.
  • Vi vil være en dynamisk organisation med fokus på forandring og nytænkning.
  • Vi vil være kendt som en troværdig organisation, som gør det, vi siger, at vi gør.

Nye muligheder - tillid til forandring

  • Vi har forventninger til mødet mellem mennesker.
  • Vi er overbeviste om, at alle mennesker har nye muligheder, som kan give håb.
  • Vi ønsker, at den enkelte bliver sat fri af sit misbrug, skyld og skam.
  • Alle har mulighed for en ny begyndelse - fysisk, psykisk, socialt og åndeligt.

Fagligt grundlag

Vores forståelse af misbrug er, at det kan skyldes mange forskellige forhold; misbrug og afhængighed er ikke et menneskes identitet, og det er ikke en sygdom. Vores beboere er mennesker, som har problemer, og de problemer samarbejder vi om at håndtere. Beboernes ansvar for eget liv er af stor betydning.

Denne side fortæller om vores værdier, tilgang og metoder i vores dagligdag på Blå Kors Hjemmet Skannerup. Vores faglighed er altid i udvikling, og det er noget, vi taler om og arbejder med. Vi bestræber os på, at det ses i vores møde med beboerne, i vores organisering, indretning, fysiske rammer, valg af kompetenceudvikling osv.

På Blå Kors Hjemmet Skannerup har vi en bredt sammensat medarbejdergruppe; her er sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger, ergoterapeut, fysioterapeut, socialrådgiver, køkkenuddannede, rengøringspersonale og pedeller. Læge og psykiater er fast tilknyttet huset. Der er døgndækning af medarbejdere og vågen nattevagt.

Blå Kors Hjemmet Skannerup er godkendt efter Servicelovens §104 (samværs- og aktivitetstilbud), §107 (midlertidigt ophold), §108 (længerevarende ophold) og §110 (korte ophold for hjemløse).

Download en folder, der beskriver vores faglige grundlag.

Vi arbejder recovery-orienteret i relationer

Alle indsatser – det sundhedsfaglige, det socialfaglige og de forskellige aktiviteter i huset – tager afsæt i recovery-tilgangen. Vi samarbejder med beboerne, og vi er ressourceorienterede og inddrager beboerne i alle indsatser med henblik på, at beboerne kommer tættere på at leve det liv, de ønsker. Vi véd og handler ud fra, at mennesker udvikler sig i relation med hinanden.

Vi siger til beboerne

  • Vi tror på, at du har mulighed for at komme dig
  • Det er dig, der er ekspert i dit liv. Det er dig, der bedst véd, hvordan du har det, og som bedst kender dine håb og drømme
  • Vi arbejder sammen med dig og ikke for dig

Vi anvender mange forskellige indsatser i samspillet med beboerne. Selvom man er alkoholskadet, kan der være stor forskel på, hvor hårdt man er ramt og forskel på, hvordan skaderne viser sig hos den enkelte.

Derfor tager vi altid afsæt i den enkelte beboer og lægger en handleplan efter en individuel udredning. Vi samarbejder med hinanden og beboerne om deres ophold.

Faglige spidskompetencer

  • Udredning og afklaring af funktionsniveau
  • Individuel planlægning og opfølgning
  • Stabilisering (kost, fysisk og mental stabilisering)
  • Pleje
  • Medicinhåndtering
  • Samtaler
  • ADL-træning
  • Social træning
  • Fysioterapi
  • Aktiviteter (arbejdsaktiviteter, træningsaktiviteter, oplevelsesaktiviteter)
  • Kognitivt tilbagefaldsforebyggende gruppeforløb
  • Viden om misbrug/afhængighed
  • Netværksopbygning

Mennesker er forskellige. Vores problemer er forskellige. Vores drømme og håb er forskellige. Derfor arbejder vi også forskelligt med hver af vores beboere. Nogle gange mere kognitivt, andre gange mere oplevelsesorienteret.

Vi er altid opmærksomme på følgende grundlæggende metoder i arbejdet:

Den kognitive metode

Den kognitive metode baserer sig på motivationsarbejde og indeholder konkrete redskaber til at sætte personlige mål, ændre på tankegange og dermed ændre på adfærd på en struktureret og konstruktiv måde.

Neuropædagogik

Neuropædagogik er en forståelsesramme for den faglige og individuelle indsats til personer med neurologiske og neuropsykologiske vanskeligheder. Vi udfører neuropædagogisk analyse og tager udgangspunkt i de evner og ressourcer, beboerne har, på trods af skader på hjernen.

Aktive fællesskaber og en meningsfuld hverdag

Alle mennesker drømmer om at være en del af sociale fællesskaber, hvor man udfylder en nyttig rolle og har noget meningsfuldt at være sammen om. Derfor har vi arbejdsfællesskaber, fællesskab om træning af dagligdags livsmestring og fællesskaber om oplevelser, som giver energi og dannelse.

FIT (Feedback Informed Treatment) - metametode

Med FIT involveres beboerne løbende i at vurdere, hvordan de har det, og hvad de oplever at få ud af deres ophold hos os.

Kontakt Blå Kors Skannerup

Blå Kors Skannerup
Søndergade 72
8883 Gjern

Tlf.: 86 87 50 46

Mail: skannerup@blaakors.dk
Sikker mail: sikkermail-ska@blaakors.dk  

Bestyrelse
Skannerup_4.jpg