Egåhus er en mellemstation for dig, som er hjemløs. Måske er du uden bolig eller kan af særlige grunde ikke være i din bolig. Hos os kan du komme fra gaden. Vi vil gerne møde dig med forståelse for det at være hjemløs.  

Aftaler vi, at du flytter ind hos os, vil vi hjælpe dig med at få overblik over, hvilke udfordringer, der har gjort, at du nu er hjemløs, og hvilke udfordringer din hjemløshed kan have bragt med sig. 

Opholdet

Med udgangspunkt i netop dine udfordringer aftaler vi, hvad din hverdag skal indeholde, mens du er på Egåhus, sådan at vi i samarbejde kan hjælpe dig til en hverdag, hvor du i rette tempo udvikler dig ud af dine problemer. Hertil har vi forskellige tilbud på Egåhus. Derudover benytter vi så vidt muligt de tilbud, som kan være relevante for dig i lokalområdet såvel kommunale som private. 

Udflytning

Hurtigt efter, at du er startet på Egåhus, vil vi sørge for kontakt med din hjemkommune, så de kan hjælpe dig til bolig eventuelt med den hjælp, som er nødvendig for, at du kan klare dig i egen bolig - både lige i forlængelse af din udflytning fra Egåhus og på længere sigt.  

På Egåhus vil vi gerne hjælpe dig videre i egen bolig så hurtigt som muligt. 

Ved udflytning fra Egåhus er vi behjælpelige med at få gang i de tiltag, du har brug for f.eks. ansøgning til studie, start på praktik, genopbygge relation til familie, kendskab til lokalområdets muligheder, boligindretning og evt. genopbyggelse af relationer til familiemedlemmer eller støttende venner.  

Når du er flyttet fra Egåhus, skal du være meget velkommen til at deltage i konkrete arrangementer, som vi afholder jævnligt. 

Faciliteter 

Bygningen har 28 enkeltværelser, de fleste med eget bad. Beboerne laver mad sammen i mindre fælleskøkkener, hertil er typisk tilkoblet vejledning fra personale. I sammenhæng med køkkenerne er der små opholdsstuer, hvor beboerne kan mødes aftener og weekender og se TV, spille spil eller anden social aktivitet. I kælderen er der adgang til tøjvaskfaciliteter. Derudover er der fitnessaktiviteter, bordfodbold og bordtennis.

Vi har et fællesrum, hvor alle så vidt mulig mødes en gang om dagen til udveksling af information. Fællesrummet bruges også ved markering af fødselsdage og andre begivenheder.

Vores store have giver mulighed for boldspil, lejrbål, nyttehave og blomsterbed m.m.

Hverdagen

På Egåhus er vores opgave at hjælpe dig med at bekæmpe din hjemløshed og de problemer, du kan have i sammenhæng med hjemløshed. Det vil sige, at under opholdet er det vigtigt, at du med støtte arbejder for at afvikle de forhold, der kan stå i vejen for, at du kommer ud af hjemløsheden. Det vil foregå i det tempo og på den måde, det er relevant og realistisk for dig. Det kan omhandle økonomisk kaos, misbrugsproblemer, psykisk mistrivsel, fysisk lidelse, begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, mangel på interesser, komplekse relationer eller andet. 

I fællesskab mellem beboere og personale sørger vi for, at Egåhus fungerer i det daglige angående vedligeholdelse, rengøring, oprydning, madlavning, havearbejde og andre huslige opgaver. Disse ting vil du indgå i ud fra en aftale med dig om, hvad der aktuelt skal være dit (med)ansvarsområde. 

Vi har fokus på, hvordan du i rette tempo og med rette udfordringer kan hjælpes til en meningsfuld hverdag med indhold og oplevelsen af, at der er noget, du er god til. 

Hos os vil din hverdag være med stabil døgnrytme, og indholdet vil være en træning for dig for at kunne bo i egen bolig.

Rygepolitik

På Egåhus er det ikke tilladt at ryge indendørs, i stedet henvises til de udendørs faciliteter. 

Stof- og alkoholfrit område

Egåhus er et stof- og alkoholfrit område på baggrund af overordnede hensigter:

  • For dig, der er uden misbrug, skal opholdet på Egåhus så vidt mulig ikke give anledning til at starte misbrug.
  • For dig, der har været/er i misbrug, får du mulighed for med støtte fra os og eventuelt i samarbejde med den kommunale behandling at være uden misbrug.
  • Endelig vil vi gennem opholdet gerne motivere dig, der har været i misbrug til at fastholde afholdenhed. Desværre er hjemløshed og misbrug ofte forbundet, hvorfor misbrug kan skabe høj risiko for gentagen hjemløshed.

Kontakt

Blå Kors Egåhus
Egå Mosevej 16
8250  Egå

Tlf.: 86 80 00 01

Leder af Blå Kors Egåhus
Tina Falck Poulsen

tfp@blaakors.dk

egåhus