Blå Kors Humlebæk ligger i det naturskønne Humlebæk på Nordsjælland – få hundrede meter fra Øresund.

Hvis du har drukket alkohol i en sådan grad, at dit helbred har taget skade, din livsglæde er forringet, og du måske har mistet kontakten til de mennesker, du holder af, så både kan og vil Blå Kors Humlebæk gerne hjælpe dig.

Blå Kors Humlebæk tilbyder trygge og rummelige rammer for forandring i et rusfrit miljø, sådan at du har mulighed for at få det bedre. Vi har en helhedsorienteret tilgang og lægger derfor vægt på, at du på alle områder får det bedre - om muligt. Der er plads til 28 beboere, som kommer fra hele landet – nogle bor her i få måneder, andre i flere år.

Nedenfor kan du læse mere om et ophold på Blå Kors Humlebæk.

Når du flytter ind på Blå Kors Humlebæk, får du fra første dag tilknyttet en fast kontaktperson.

Hvis du vil lægge alkoholen bag dig, kan alt det, der ligger foran, virke overvældende. Når du flytter ind hos os, vil vi derfor lige bruge nogle dage på at lære hinanden at kende. Alle har haft en ”første dag” og kender til at være ny i huset. Du er velkommen!

Du har mulighed for at tale med din kontaktperson om alt det, du har brug for at dele med et andet menneske. Kontaktpersonen udarbejder sammen med dig en plan for dit ophold, hvor I i fælleskab fokuserer på at få løst dine udfordringer én for én, så du igen finder fodfæste i dit eget liv.

Indenfor 14 dage skal der udarbejdes en opholdsplan, som indeholder mål for dit ophold hos Blå Kors Humlebæk.

Du, din kontaktperson og i nogle situationer din sagsbehandler aftaler, hvilke mål der skal være med dit ophold, og hvilke aktiviteter og tiltag der skal til for at nå dine mål. Derefter støtter vi dig med at opnå de mål, der sættes for opholdet, således at din livskvalitet øges.

Fire faser i dit opholdsforløb

Mennesker er forskellige og bliver derfor behandlet forskelligt på Blå Kors Humlebæk. Men uanset hvem du er, og hvor længe dit ophold varer, kommer du igennem fire faser under dit ophold.

De forskellige faser overlapper hinanden, men kan som udgangspunkt inddeles i:

  • Fase 1: Indslusning - indkvartering og møde med kontaktperson
  • Fase 2: Udredning - udarbejdelse af mål for dit ophold og behandling af dine problemstillinger
  • Fase 3: Udslusning - forberedelse til at flytte i egen bolig eller anden boform
  • Fase 4: Efterværn - opfølgning efter opholdet

Hos Blå Kors Humlebæk er der mulighed for at lære nye mennesker at kende og indgå i relationer på kryds og tværs, som du nu har lyst og energi til.

Hvis du under dit ophold ønsker det, støtter vi dig gerne i at genoprette brudte relationer eller til at tage kontakt, til hvem der nu måtte være relevant. Vi hjælper gerne med kontakt til forskellige offentlige instanser, så du hjælpes bedst muligt på vej.

Du er velkommen til at have besøg af familie og venner, under forudsætning af at de ikke er påvirkede af rusmidler/medicin.

Efter endt ophold er det altid muligt at komme forbi og få en kop kaffe, evt. fortsat være en del af gruppetilbuddene og deltage i den månedlige fællesspisning eller andre arrangementer i løbet af året.

Vi har 28 forskellige værelser, som alle har eget toilet og bad.

Du får dit eget værelse, som er indrettet med seng, skrivebord, skab og øvrige ting, som der kan være plads til. Alle værelser har TV og internetadgang.

Du er velkommen til at medbringe mobiltelefon og personlige ting, som gør værelset mere hjemligt. Nogle værelser ligger ud mod haven - andre værelser ligger på 1. sal.

Her er god plads og moderne faciliteter i hyggelige rammer både ude og inde.

Vi har to opholdsstuer med TV. Der er tre computere til fri afbenyttelse, spil og bøger, malerværksted, mulighed for at spille billard og bordtennis, motionsrum på stedet og adgang til fitnesscenter i Humlebæk.

Der er forskellige rum i huset, som bruges til individuelle samtaler, møder og gruppeaktiviteter. Der er fri adgang til vaskemaskine og tørretumbler.

I Humlebæk Centeret finder du bl.a. tre dagligvarebutikker og specialbutikker som frisør, bank, apotek, Matas og andre butikker. Her findes også en restaurant, bibiotek og motionscenter. I Espergærde Centeret, som ligger et par km fra Blå Kors Humlebæk, finder du endnu flere indkøbsmuligheder.

Helsingør ligger 10 kilometer fra Humlebæk, og bus 388 holder lige udenfor indkørslen, så der er rig mulighed for indkøb forskellige steder.

Dagligdag

Dagligdagen på Blå Kors Humlebæk tager udgangspunkt i dine individuelle ønsker og målene for dit ophold.

Læs mere
Humlebæk_014_10042015 - 2.jpg

Aktiviteter og tilbud

På Blå Kors Humlebæk tror vi på, at vi lykkes og udvikler os i fællesskab med hinanden. Derfor tilbyder vi forskellige aktiviteter og gruppetilbud, som du kan være en del af.

Læs mere
Aktiviteter og tilbud

Kontakt

Humlebæk Strandvej 11
3050 Humlebæk
Tlf.: 49 13 06 04
Mail: hum@blaakors.dk

Blot 40 kilometer fra København

Blå Kors Humlebæk ligger på Nordsjælland – blot 40 kilometer fra København.

Der kan også træffes aftale med os om at blive hentet på stationen, på sygehuset eller hjemme, afhængig af livssituation.

Nem adgang med offentlig transport

Fra Københavns Hovedbanegård kan man tage Kystbanen, som stopper på Humlebæk Station. Turen tager ca. 30 min. Fra Humlebæk Station kører bus 388, som stopper ved Kullabjergvej efter ca. 7 min. kørsel. Stoppested er lige uden for indkørslen til Blå Kors Humlebæk.