Vi hjælper unge på vej

Bølgebryderen er et behandlingssted for 14-18-årige, som er afhængige af stoffer eller alkohol, og som har udfordringer i forhold til skole, familie, adfærd og identitet.

På Bølgebryderen har vi plads til syv beboere.

Vi tilbyder skoleforløb i samarbejde med PPR i Mariagerfjord Kommune.

Udover at arbejde med sig selv, er de unge beskæftiget på værksted og med sejlads eller skole.

Med høj faglighed og individuelle planer hjælper vi vores unge med at udvikle sig i en positiv retning.

Vores ydelser:

  • Behandling af stof- og alkoholafhængighed gennem gruppeterapi og psykologsamtaler.
  • Bølgebryderen tilbyder skoleforløb i samarbejde med PPR i Mariagerfjord Kommune. Kontakt os for yderligere information.
  • Socialpædagogiske forløb og botræning
  • Vi tilbyder socialpædagogiske forløb med en struktureret hverdag med almindelig dagligdagstræning med henblik på øget selvstændighed, ansvarlighed og mestring af egen livsførelse.
  • Enkeltmandsprojekter
  • Vi tilbyder individuelle forløb – eksempelvis en skærmet indsats i kortere perioder, hvor den unge tager på tur sammen med personalet.
  • Udslusning/efterværn ifølge servicelovens § 76
  • Bostøtte ifølge servicelovens § 85
  • Neurofeedback
  • I samarbejde med psykiater tilbyder vi hjernetræningsprogram som særligt henvender sig til unge med udfordringer ift. opmærksomhedsforstyrrelser, søvnbesvær og depressiv tilstand.
  • Akut anbringelse​

Bølgebryderen er godkendt til at modtage op til syv unge i alderen 14-18 år.

Bølgebryderen modtager unge som:

  • Har afhængighed af hash, alkohol eller andre euforiserende stoffer.
  • Er svært omsorgssvigtede.
  • Er socialt truede pga. sociale og familiære problemer.
  • Har adfærdsmæssige vanskeligheder. 
  • Har identitetsproblemer og mangler støtte i mål og retning.

Alle er forskellige, og alle har ressourcer. Vi hjælper de unge med at udvikle sig i en positiv retning med nærvær, omsorg, tydelige voksne og faste rammer.

Bølgebryderen er en del af Blå Kors, som er en kristen social hjælpeorganisation. Se mere om Blå Kors og Blå Kors' værdier.

Vi tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer og søger herigennem at give den enkelte ansvaret for eget liv tilbage.

Vi rummer forskelligheden og har respekt for den enkelte og dennes ønsker og behov. Dog accepterer vi ikke destruktiv adfærd, hvorfor vi gør vores yderste for at være med til at ændre dette.

Vi tror på, at værdier som anerkendelse, faste og trygge rammer, tydelige og autentiske voksne samt omsorg og nærvær danner grobund for udvikling i en positiv retning.

Vi er af den opfattelse, at vi alle er en del af et større fællesskab, hvorfor vi ser tværfagligt samarbejde som en afgørende faktor for at kunne skabe mening og helhed i den enkeltes liv.

På Bølgebryderen kan den unge gå til sport, spille basket, fiske, dykke og kaste sig over andre aktiviteter i løbet af dagen og aftenen. 

Ud over at spille pool, kort og playstation kan man også dyrke sport, som fx:

  • Fodbold
  • Basketball - vi har egen bane
  • Bade og fiske
  • Vandsport - som vandski og dykning
  • Løbe og cykle i skoven
  • Gokart
  • Ridning

Vi vækker dig, men du står selv op

På Bølgebryderen forsøger vi at skabe en hverdag, som ligner den hverdag, andre unge har hjemme hos sine forældre.

Dagligdagen ser sådan ud:

Morgenprogram

7.50: Morgenvækning

8.00-8.15: Morgenmad

8.15-8.30: Rengøring og tjek

8.30: Afgang til skole eller beskæftigelse

Eftermiddagsprogram

15.30: Eftermiddagskaffe

16.30: Indkøbsmulighed

Eftermiddagen er fri til at lave forskellige aktiviteter alene eller sammen med andre. Der er mulighed for at tage i træningscenter eller deltage i tilbud fra lokale sportsforeninger. 

Aftenprogram

18.00: Varm aftensmad planlagt og tilberedt

18.30: Fritid med forskellige aktiviteter

21.45: Internettet slukkes

22.20: Alle på egne værelser og ro i huset

Weekenden

Weekenderne på Bølgebryderen er meget anderledes fra hverdagen. Vi anerkender, at weekend er fritid. Det er primært i weekenderne, at vi tager på udflugter, fx i biffen eller lign., andre gange på gocart-banen eller paintball-banen. Det vigtigste er, at tiden og aktiviteterne i weekenden er din egen.

Bølgebryderen har til huse i en villa tæt ved Mariager Fjord, mellem Mariager og Hadsund, ca. 25 km. nord for Randers.

Villaen

Villaen er et ældre gult hus på 270 kvm. ved bredden af Mariager Fjord. Omgivelserne er grønne plæner, træer, strand, vand og masser af luft og fred. Dania var før i tiden et industrielt kvarter, se daniaby.dk. Nu er det meste af området hyggelig beboelse. Vores villa er derfor en tryg og stabil ramme for vores unge beboere.

Indenfor har vi:

  • Et stort rummeligt køkken.
  • En hjemmelig spisestue og en hyggelig stue.
  • Aktivitetsrum og et par badeværelser.
  • Syv rummelige værelser ovenpå samt badeværelse. Her bor de unge.

Udenfor har vi adgang til:

  • Egen strand og badebro
  • Fodboldbane
  • Basketballbane
  • Knallert- bil- og maskinværksted
  • Gocart-bane og crossere

Her er lidt informationer, inden du flytter ind på Bølgebryderen.
Har du spørgsmål, så ring 98 58 46 00 eller skriv til info@bolgebryderen.dk

Dit værelse

På Bølgebryderen får du dit eget værelse med en seng og et skab til dit tøj. Da Bølgebryderen skal være dit hjem i et stykke tid, er det en god idé at tage nogle af dine egne ting og møbler med, som kan gøre værelset hjemligt for dig. Tag gerne iPad, fjernsyn og computer med. Alle værelser har wifi. 

Cykel/scooter

Vi bor ca. 2 km fra Assens og 7 km fra Mariager, så tag gerne din cykel eller scooter med. 

Rygning

Rygning foregår udenfor.

Internet

I hverdagen lukker vi internettet kl. 22.30 og i weekender og ferier kl. 24. I skoletiden bruges internettet kun til skolearbejde. 

Transport

Bølgebryderen har biler, som vi bruger, når du fx skal køres til bussen eller til togstationen i hjemrejseweekender, når du skal til lægen eller til aktiviteter.

Hvis du har brug for at komme på tanken eller i supermarkedet, kan du låne en cykel, hvis du ikke har en cykel selv.

Skal du længere væk, fx ind til Randers, hjælper vi med at finde bustider og stoppested. 

Tøjvask

På Bølgebryderen skal du selv vaske dit tøj. Vi har vaskemaskine og to tørretumblere i vaskerummet.

Når du flytter ind på Bølgebryderen, finder vi en vasketid, der passer dig bedst muligt.

I er mange, som bruger vaskerummet, så det er vigtigt, at alle er med til holde omgivelserne pæne.

Pris

Et standardophold på Bølgebryderen koster 79.844 kr. pr. md.

Bølgebryderen udslusning: 65.111 kr. pr. md.

Vi tilbyder også skræddersyede individuelle ophold.

Du er velkommen til at kontakte Allan Pedersen på 30 70 46 03 eller alp@blaakors.dk eller daglig leder Tine Juncher på 23 46 41 42 eller tjp@blaakors.dk.

Visitation

Vi gør meget ud af vores visitation, så vi sikrer, at vi er det rigtige tilbud for den unge og dermed kan hjælpe ham eller hende.

På Bølgebryderen lægger vi vægt på, at vi er det rigtige tilbud for den unge, så vi kan hjælpe ham eller hende på den bedste måde. Derfor gør vi også meget ud af vores visitationer.

Vi tilbyder gerne et forbesøg, hvor Bølgebryderens daglige leder eller personalet viser rundt og informerer om huset og rammerne for opholdet.

Vi drøfter gerne særligt tilrettelagt forløb, da vores erfaring er, at den enkelte unge ofte får bedst hjælp af særligt specialiserede forløb.

Vedrørende henvendelse om anbringelse eller forbesøg kontakt Morten Poulsen eller Allan Pedersen.

Kontakt

Bølgebryderen
Daniavej 52
9550 Mariager
Tlf. 98 58 46 00
alp@blaakors.dk 

Allan Pedersen

Overordnet chef for Ungehuset og Bølgebryderen 
alp@blaakors.dk
Tlf.: 30 70 46 03

allan Pedersen

Morten Poulsen

Pædagogisk leder
mgp@blaakors.dk
Tlf.: 23 43 49 87

Morten Poulsen