På Blå Kors Behandlingscenter i Taastrup kan og vil vi gerne støtte dig i processen til et liv uden misbrug igen.

Du ringer til os og får tid til en samtale. Du må gerne tage en ven eller et familiemedlem med.

Det første møde er starten på din behandling. Vi har en lang række spørgsmål, der skal afdække, hvilke problemer du har. Du skal også tale med vores psykiater, og du kan få medicinsk hjælp til at blive afruset.

Sammen beslutter vi, hvilket behandlingsforløb du har brug for, og vi går straks i gang med et ambulant behandlingsforløb, hvor du enten møder op til samtaler med en terapeut eller kommer ind i en gruppe, hvor du en gang om ugen mødes med andre i samme situation som dig. Vi kan også hjælpe med antabus.

Intensiv alkoholbehandling 

Hvis du har brug for et mere intensivt forløb, sørger vi for at søge din kommune om det, og så afgør din kommune, om du får bevilget behandling. I et intensivt forløb er du i behandling hver dag, og du er hos os 30 timer om ugen i to-tre måneder evt. med mulighed for at bo på behandlingscentret.

Der er rigtig mange grunde til, at mennesker drikker - og mange grunde til, at man kan få et tilbagefald, selv om man har været i behandling og har et ønske om at stoppe med at drikke. 

Derfor arbejder vi meget systematisk på at komme rundt om alle dine problemer. Vi har mange forskellige medarbejdere tilknyttet: psykologer, jurist, fysioterapeut, sygeplejerske, psykiatere, socialrådgivere, ergoterapeut, pædagog, sportsinstruktør samt administrative medarbejdere og køkkenpersonale. Sammen gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe dig og dine pårørende. 

Behandlingen har kun værdi, hvis den ændrer dit liv til det bedre. Derfor vil vi løbende under henhandlingen spørge dig, om det går fremad. Hvis ikke, ændrer vi din behandling. 

Sådan foregår behandlingen

I behandlingen har vi først og fremmest fokus på dine tanker og følelser, og vi arbejder struktureret med at undgå, at du igen begynder at drikke. Hvis det er muligt, vil vi inddrage dine familie og dine nærmeste. Al forskning viser, at hvis de pårørende medvirker, øger det effekten af behandlingen og livskvaliteten for både den, der drikker og de pårørende. 

Det er vigtigt, at du også får det fysisk bedre. Mange af vores brugere er i dårlig form eller har behov for genoptræning på grund af skader som følge af deres drikkeri. Derfor har vi et fast ugeprogram, med aktiviteter som styrketræning, genoptræning, badminton, yoga, gå- og løbeture med mere.

Vores behandling består af forskellige tilbud, som kan kombineres med udgangspunkt i dit behov.

  • Individuelle samtaler med psykiater, socialrådgiver eller psykoterapeut
  • Ambulant gruppeterapi
  • Par- og familiesamtaler
  • Undervisning
  • Mentaltræning, yoga, NADA
  • Styrketræning, badminton
  • Sociale aktiviteter

Faciliteter

Blå Kors Behandlingscenter råder over 16 moderne værelser, der er tilrådighed for de, der har behov for at bo på behandlingscentret i forbindelse med deres behandling.

Desuden har vi gruppelokaler til gruppeterapi og en række mindre kontorer, når du har behov for enesamtaler med din terapeut.

Vi har rekreative områder som spisesal, tv-stue og motionsrum - alt kan frit anvendes af brugerne.

Du er velkommen til at få en rundvisning.

Værelse

Aktiviteter

Som beboer på Blå Kors behandlingscenter, har du mulighed for at deltage i forskellige fællesaktiviteter som bl.a. lokale udflugter, motion, fejring af højtider m.m.

Du deltager, så vidt det er muligt for dig, i dagligdagsopgaver som f.eks. tøjvask, opvask og madlavning.

 

træning

Kontakt

Blå Kors Behandlingscenter Taastrup
Jernbane Allé 11A
2630 Taastrup

Tlf. 43 99 01 67
info@bkbc.dk 

Åbningstider
Mandag og torsdag: Kl. 8.00-19.00
Tirsdag, onsdag og fredag: kl. 8.00-15.00

Telefontider
Mandag og torsdag: Kl. 8.00-16.00
Tirsdag, onsdag og fredag: Kl. 8.00-15.00
Tlf.: 43 99 01 67

Antabusudlevering
Mandag og torsdag: kl 11.30-12.00 samt 15.15-19.00
Tirsdag, onsdag og fredag: kl. 11.30-12.00

Vi bor få hundrede meter fra S-togsstationen i Taastrup. Her er gode faciliteter og hyggelige rammer – lige nabo til os finder du Blå Kors Pensionat Taastrup. Du er altid velkommen til at kigge ind.

Taastrup Behandlingscenter