Blå Kors Genbrugscenter, Horsens

Funktionsbeskrivelse for nyt medlem af centerledelsen

Opgaver:

  1. Indgå i ledergruppen på i alt 5 frivillige ledere og deltage i den overordnede ledelse af centret med ansvar for drift og forretningsudvikling.
  2. Ansvarlig for kasseområdet i butikken i samarbejde med teamlederen i afdelingen. Arbejdet omfatter opfølgning på gældende procedurer for området, arbejdsplanlægning, afholdelse af afdelingsmøder samt kontakt til Blå Kors´ økonomiafdeling i Silkeborg og den lokale bank.
  3. Ansvarlig for Outlet (en afdeling i butikken) i samarbejde med teamlederen.
  4. Deltage i budgetlægning for centret og løbende budgetopfølgning.
  5. Diverse administrative opgaver, herunder opfølgning på kontrakter og godkendelse af indkøb.

Generelt om jobbet

Som frivillig leder indgår du i et lederteam, der samarbejder om mange opgaver og samtidig hver især har ansvar for bestemte afdelinger i huset (f.eks. Tøj, Møbler, Elektronik). Endvidere varetager nogle af lederne tværgående opgaver (f.eks. rekruttering af nye frivillige, markedsføring, personaleforening). Opgavefordelingen er ikke statisk, men tilpasses løbende behov og interesser. Der holdes ledermøde hver anden uge, hvor også ansatte områdeledere deltager.

Arbejdstiden kan svinge fra uge til uge, men udgør typisk omkring 10 timer og som alle i huset holder ledelsen ferie og fri efter eget ønske. Der stilles en arbejdsplads til rådighed på et fælles kontor for ledergruppen samt PC, mobil m.v.

Om genbrugscentret

Blå Kors Genbrugscenter i Horsens er landets største genbrugscenter og i markant vækst. Centret råder over et areal på godt 5000 kvm., beskæftiger omkring 200 frivillige og omsatte for over 9 mio. kr. i 2023. Endvidere huser vi et hyldemarked (Kræmmerhuset) og en tøjsortering, begge i et samarbejde med Horsens Kommune.

Personaleomsætningen er lav, da motivationen hos de frivillige er høj. Det skyldes ikke mindst at hele huset er organiseret i team, hvilket giver stort medansvar og medejerskab i det daglige arbejde. Vi udvikler løbende butikken, tilbyder interne kurser og personaleforeningen arrangerer hyggelige sammenkomster og aktiviteter. Alle frivillige får 25% rabat på egne køb i butikken og i personalestuen er der gratis brød og kaffe m.v. Vigtigst af alt er dog et hyggeligt arbejdsfællesskab med perspektiv og gode kolleger.

Horsens, april 2024

Læs mere her: Anders er uddannet ingeniør og arbejder som frivillig leder 

Vi glæder os til at se dig i Blå Kors Genbrug i Horsens

Adresse:

Blå Kors Genbrugscenter 

Vejlevej 10

8700 Horsens

Tlf: 75 78 18 18

horsens@blaakorsgenbrug.dk

  • mandag 10.00 - 17.00
  • tirsdag 10.00 - 17.00
  • onsdag 10.00 - 17.00
  • torsdag 10.00 - 17.00
  • fredag 10.00 - 17.00
  • lørdag 10.00 - 14.00

Vi holder lukket påskelørdag og grundlovsdag. I forbindelse med jul og nytår holder vi lukket fra 21. december 2023 til og med 27. december 2023. 

Hvis du vil have os til at afhente dine møbler, eller andre spørgsmål ring til 75 78 18 18