Julies historie

Julie blev taget for butikstyveri i en tøjforretning, da hun var 18 år. Bøden var ikke det store problem, men episoden fik hele hendes verden til at bryde sammen.

”Det allerværste var, at jeg havde svigtet mine plejeforældres tillid. Hvordan skulle jeg få forklaret dem, at det slet ikke var sådan, jeg ville være.”

Det var en veninde, der havde lært Julie, hvordan de kunne stjæle ved at tage tøjet med ind i prøverummet. Det var først, da det blev opdaget, at hun for alvor tænkte over, at det egentlig var tyveri. Og for en pige der altid gerne har villet være perfekt, var en plet på straffeattesten næsten ikke til at bære.

”Jeg var nødt til at sige det til mine plejeforældre. De havde en masse spørgsmål og opfordrede mig til at ringe og fortælle det til blandt andet min arbejdsgiver. Jeg skammede mig, og jeg græd, men jeg gjorde det. Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort.”

Det blev startskuddet til, at Julie startede i TUBA, hvor hun både har gået i individuel terapi og gruppeterapi.

”Noget af det vigtigste, jeg har fået med, er, at det er ok ikke altid at kunne klare alting selv og at have behov for andre menneskers hjælp og omsorg. Og så har jeg mødt andre, der har det på samme måde som jeg selv.”

Julie har altid været vant til at klare sig selv. Hun boede sammen med sin mor, og da hun var fem år, fik hun en lillesøster. Julie fik lov at bestemme, at det nye familiemedlem skulle hedde Christina. Men hun fik også et stort ansvar for den lille.

”Nu havde jeg ikke bare ansvaret for mig selv, men også for en baby. Der er mange ting, jeg ikke kan huske, fra jeg var barn. Men det var tit mig, der skiftede hende, trøstede hende og kom hende i bad. Det blev jeg nødt til, fordi min mor sov, og jeg ikke kunne vække hende.”

”Hun sov meget. Når hun var vågen, var vi tit med på værtshus. Vi kom der så ofte, at jeg kendte bartenderne, og jeg kan også huske, at vi var på besøg hos nogle af hendes venner, der drak meget.”

Julie fulgte med og prøvede altid at være den søde og artige pige.

”Sådan kunne min mor bedst lide det – og når mor var glad, var jeg glad.”

Julie og hendes lillesøster kom i familiepleje, da Julie var otte år, fordi pædagogerne i skolefritidsordningen slog alarm. De to børn havde hidtil boet alene sammen med moren, og Julie har aldrig kendt sin far. Da hun var 13 år, blev hun anbragt i familie nummer tre.

”Det var første gang i mit liv, jeg oplevede tryghed i min barndom – og da var jeg næsten teenager.”

Familien havde to voksne børn og en søn, der var et år ældre end Julie. Plejeforældrene interesserede sig for, hvad Julie gerne ville og spurgte til, hvordan hun havde det.

”Jeg vejede alt for meget, da jeg kom til dem. Uden at de sagde, jeg skulle tabe mig, sørgede de bare for, at jeg fik sund mad, og vi tog på mange cykel- og gåture. Jeg kunne mærke, at de interesserede sig for mig.”

Sønnen i plejefamilien blev som en storebror, som hun kunne spejle sig i og se, at det var ok selv at have en mening og sige den højt.

”Han kunne jo godt sige, hvad han gerne ville. Han sagde, når han havde lyst til at være længere ude om aftenen. Og han kunne endda finde på at brokke sig over maden. Jeg var bare glad for, at der var mad på bordet.”

Men hun kæmpede stadig for at være den perfekte pige. I gymnasiet var hun tilfreds med karakteren 12, men 10 var noget skidt.

”Jeg blev handlingslammet af mine egne ambitioner. Fordi alting skulle være perfekt, kunne jeg ikke nå det. Og så faldt karaktererne. Jeg tror ikke, jeg var kommet gennem gymnasiet uden hjælp fra TUBA.”

Hun er nu blevet student og arbejder som barnepige i Odense. Hun er stadig glad for sin plejefamilie og for sin rigtige mor, der er holdt op med at drikke. Det er fortsat en udfordring for Julie, at hun synes, hun skal klare alting selv. Men hun er blevet bedre til at søge råd.

”TUBA har gjort en kæmpe forskel i mit liv og gør det stadig. Jeg er kommet langt, men jeg har stadig brug for, at der er nogen til at gribe mig, hvis jeg falder.”